Støtte til gravide
Der har på det sidste været skrevet meget i aviserne om gravide og psykisk sårbare, der oplever at mangle støtte og hjælp til at håndtere deres ofte følelsesmæssigt svære situation både under graviditet, fødslen og tiden efter.
Det er en stigende gruppe, og den offentlig tilgængelige hjælp er tilsyneladende ikke tilstrækkelig til at dække behovet.
Det at være gravid og opleve øget sårbarhed og ofte store svingninger i humør og overskud er helt almindeligt. Alligevel vil det ofte opleves som at man føler noget forkert eller ikke oplever det, man ”burde”.
Noget skyldes, at de hormoner kroppen er fuld af, har som formål at den kommende mor skal være mere sensitiv, så hun kan tage vare på det kommende barns behov.
Så biologien er en del af forklaringen på sårbarheden.
Graviditet, fødsel, barsel og den første tid som forældre er en ofte meget sårbar periode.
Der er mange meninger og mange forventninger til, hvordan man skal tænke, føle og opføre sig. Det kan stadig være meget tabubelagt, hvis man f.eks. ikke glæder sig, oplever at ens krop forandrer sig og har svært ved at acceptere det.
Hvis man ikke endnu føler nogen tilknytning eller samhørighed med barnet i maven.
Føler sig ked af at være på barsel og savner sine kolleger og de sociale ting med vennerne.
Man kan tænke ”grimme” tanker og være vred og ulykkelig og bange for det store ansvar, man føler, man nu skal kunne leve op til. Det kan være begyndende symptomer på fødselsdepression, og det er altid vigtigt at reagere på, så man får hjælp hurtigt.
Man kan læse og se meget på de sociale medier, der også kan give mange overvejelser og bekymringer og følelsen af, at det at blive forældre er en uoverskuelig opgave, så man bliver bange for, om man kan gøre det godt nok.
Det kan føles som en ensom rejse at være gravid, selvom ens kæreste eller mand bakker en op. Men han kan ikke altid føle eller forstå de skiftende og svingende tanker, følelser og humør, man kan være i. For det handler ikke om hans krop og fornemmelser.
Hvis du kan genkende noget at det ovennævnte, vil jeg gerne prøve at hjælpe dig og jer som kommende eller nybagte forældre.
Sammen finder vi ud af, hvad der er vigtigt for jer, og hvordan man bedst kan komme videre, så den første tid med barnet kan blive til en god oplevelse. For det er en meget vigtig periode for både barnets udvikling og for jer som forældre.
Du/ I kan kontakte mig for en indledende samtale og så finder vi ud af, om vi skal følges ad i en periode, indtil det hele går bedre igen. For det vil det komme til.
Man finder ligeså stille en rytme og en hverdag, som kan fungere, men nogle gange skal det lidt støtte og viden til. Og den vil jeg gerne give jer.