En enkel måde at beskrive efterfødselsreaktioner på er, at den fysiske eller psykiske belastning for den nybagte mor bliver for stor eller svær. Det kan både skyldes graviditeten, fødslen eller tiden derefter.
Det er helt almindeligt, at der både i graviditeten og lige efter er hormonelle svingninger, der kan udløse gråd og humørsvingninger. Men hvis det ikke holder op, kan det være et af flere tegn på en efterfødselsreaktion. Andre tegn kan være at du kæmper med at føle dig forkert, har problemer med at føle tilknytning til dit barn og kæmper med mange negative tanker. Måske lider du også af søvnunderskud.
Alt sammen kan være en efterfødselsreaktion, der kan udvikle sig til en egentlig fødselsdepression, og det er vigtigt at gøre noget ved.
Den udløsende belastning kan handle om mange ting. Graviditeten er en proces, der ændrer din krop og forbereder dig på at skulle være mor. Der sker meget på ret kort tid, og man kan være mere eller mindre parat til det.
Bliver skubbet til grænser
Der bliver skubbet til mange grænser både fysisk og psykisk frem mod og ved selve fødslen.
Fødslen kan ofte opleves anderledes end forventet. Og når barnet er født, er der meget, man gerne vil gøre rigtigt f.eks. amningen og håndteringen af barnet.
Efter fødslen er det også en helt ny situation, at man som mor er så uundværlig og bundet til det lille nye væsen, for at det kan overleve.
Det kan opleves som et kæmpe pres, og både ens egne forventninger og andres kan føles overvældende. Også selvom man har glædet sig til at blive mor.
Det kan opleves bl.a. som angst, usikkerhed, frustration, let vakt vrede, tristhed, uligevægt og bekymringer for ikke at gøre det godt nok.
Babyen kan måske være svær at aflæse, der kan være meget gråd eller det kan være amningen, der driller.
Nogle gange bliver det hele til en ond cirkel, hvor man tvivler mere og mere på sig selv.
Den ofte manglende søvnmængde i forhold til det, du har været vant til, kan også spille ind og pille din tærskel endnu mere ned.
Det kan også være, at du oplever, at kontakten med dit barn bliver påvirket og svær. Nogle kvinder har det også svært med den isolation, de oplever, når først far er taget på arbejde, og de er mange timer alene med barnet.
Gå ikke for længe
Det er nogle gange svært at vide, hvad der er normalt, og hvornår det bliver nødvendigt at få hjælp. Men det er vigtigt ikke at gå for længe uden at få talt om sine tanker og følelser. Det er ikke altid en stor indsats, der skal til for at få det bedre. Men det er til gengæld vigtigt for både dig og dit barn, at jeres første tid sammen og din oplevelse af dig selv som mor ikke ender med at være en negativ og svær oplevelse.
Så hvis du kender de ovennævnte tegn fra dig selv, så vil nogle samtaler måske være det, du har brug for, for at komme godt videre.
Du er velkommen til at kontakte mig enten med spørgsmål eller hvis du vil booke en samtale.